5 gode råd til børneværelset

3396
5 gode råd til børneværelset

Når du skal indrette børneværelset, så vil du gerne have at værelset er så hyggeligt, funktionelt og trygt som muligt. Hvad end du indretter til din endnu ufødte baby, en tumling eller et ungt barn, så er det vigtigt at værelset er et tilflugtssted med plads til leg, hvile og varme. Ingen børn og ingen familier er ens, så børneværelset skal selvfølgelig altid være helt unikt og tilpasset til det enkelte barn. Alligevel er der nogle overordnede retningslinjer, som du altid kan gå ud fra, for at skabe det optimale værelse til dit barn. Her kommer vi med fem af de bedste.

Det første råd handler om grundfarverne i rummet. Mange forældre har tendens til at lægge sig rigtig meget fast på enten ”pige”- eller ”drengefarver”. Det vil sige lyserød eller gul til piger og blå eller grøn til drenge. Men selvom disse farver er hyggelige og fine, så er det problematisk at male vægge i så markant en farve. For hvad nu hvis barnet – på trods af køn – ikke bryder sig om farven? Vi anbefaler dig derfor, at du vælger en mere rolig og neutral farve til værelset. For eksempel en fin sandfarve, en helt lys blå eller slet og ret hvidt.

Vælg enkle og praktiske elementer

Børn har ofte rigtig mange ting og rigtig meget udstyr. Samler man legetøj, tøj, puslebord, blespand, bøger og meget mere, så har dit barn sikkert flere ting stående inde på sit værelse end du har i dit soveværelse. Men netop fordi et spædbarn eller en tumling automatisk har meget inventar på værelset, så anbefales det at du ikke overfylder med pyntegenstande. Små børn er helt utrolig sensitive, og de lægger mærke til og bliver distraheret af alt. Mange og voldsomme farver og former vil derfor være mere forstyrrende end hyggeligt.

Det andet råd til dig er derfor at tænke i smart opbevaring. På den måde kan du gemme tingene væk og sørge for, at det ikke roder så meget.

I samme omgang kommer også råd 3 – vælg hellere ét farverigt maleri til væggen end fem. Skab nogle fikspunkter for barnet, men lad være med at overgøre det. Barnet vil blive langt mere stimuleret af en sjov uro eller en spraglet bamse end tusind forskellige ting, der fylder på hylderne.

Indret en siddeplads til dig selv

Dette fjerde råd gælder særligt for forældrene med helt små børn. Den slags børn, som ofte har brug for at blive ammet og blive båret og trøstet. Det er hårdt at løfte og bære på et barn hele tiden, og at placere en stol, en puf eller en lænestol i børneværelset vil derfor være en god investering for dig og din ryg. Du vil helt sikkert også opleve, at du får mere overskud til samvær med dit barn, når du kan sætte dig ned en gang imellem.

Hav det sjovt!

Det femte og sidste råd er egentlig simpelt – det handler om, at du skal give slip og have det sjovt med at indrette børneværelset. Rigtig mange mennesker går enormt meget op i indretning og hvilke elementer, der findes i deres hjem. Men lige når det kommer til barnets værelse, så behøver det hele ikke at være så alvorligt og stringent. Her må der gerne være plads til at det hele ikke kun er flot, men at det også kan være sjovt, skørt og hyggeligt.

Så lad være med at tænke i designere og mærkevarer, når du handler ind til børneværelset. Tænk i stedet i umiddelbare indtryk – hvad vil dit barn synes er underholdende, trygt og sjovt at se på?